Medarbejdere til bagagescreening i Københavns Lufthavne
Specialisterne

Medarbejdere til bagagescreening i Københavns Lufthavne

Københavns Lufthavne (CPH) og Specialisterne søger 6-8 medarbejdere til bagagescreening i Security.

Københavns Lufthavne vil i samarbejde med Specialisterne ansætte medarbejdere til den vigtige opgave med at screene bagage med røntgenudstyr for forbudte genstande. Du skal sidde på et kontor med op til 15 kolleger, der alle bestrider samme opgave.

Om dig

  • Du er god til at genkende mønstre og afvigelser
  • Du er ansvarlig og grundig i dit arbejde ved altid at holde dig opdateret på nye procedurer
  • Du er pligtopfyldende og loyal overfor den opgave, du skal løse, og tager ansvar for egen læring
  • Du deler gerne din viden med dine kolleger
  • Du er i besiddelse af basal IT kendskab. Du vil skulle arbejde med 3D screening i et software, der er udviklet specielt til opgaven

Som person skal du være struktureret, grundig og yderst professionel. Du skal have gode danskkundskaber – både mundtligt og skriftligt. Det er desuden en forudsætning, at du kan sikkerhedsgodkendes af PET. Godkendelsen vil være en del af ansættelsesprocessen.

Arbejdstiden vil som udgangspunkt være i dagtimerne.  Dog vil der være mulighed for at lægge vagterne både tidligt om morgenen (fx 04-12) og sent om eftermiddagen (fx 16-22). Arbejdstiden kan være deltid eller fuldtid.

Om Security
Security er CPH’s største arbejdsområde og en vigtig del af driften af lufthavnen. CPH har flere år i træk vundet en international pris for at have verdens bedste security. Det er CPH særligt stolte af, og det ønsker vi at blive ved med at blive ved med at fastholde.

Når du bliver ansat i CPH påbegynder du samtidig en grundig oplæring på CPH’s Security Academy afsluttende med både en teoretisk og en praktisk prøve.


Ansøgningsprocessen og kontakt

Vi beder alle ansøgere være opmærksomme på at arbejdet i Københavns Lufthavne kræver sikkerhedsgodkendelse fra PET.

Dette betyder at alle deltagere i projektet, ved opstart, skal udfylde en ansøgning om sikkerhedsundersøgelse. Her vil man blandt andet skulle fremvise en ren straffeattest give oplysninger omkring tidligere beskæftigelser, samlever eller forhold, evt. gæld, udlandsophold mm.

Specialisterne arbejder for at skabe jobmuligheder for mennesker med autisme eller lignende udfordringer. Vi inviterer udvalgte kandidater til en éndagsworkshop hos Københavns Lufthavn med start 3. til 5. september. Herefter vil der være et fire-ugers brobygnings- og afklaringsprogram for at kunne udvælge de rette kandidater.

For mere information skriv til Jonas Rasmussen fra Specialisterne på e-mail: jra@specialisterne.com. Vi skal have din tilmelding senest mandag d. 26. august kl 12:00.

Specialisterne blev stiftet i 2003 af Thorkil Sonne, efter at hans søn Lars som treårig blev diagnosticeret med infantil autisme. Med familiens hus som sikkerhed, startede Thorkil en socialøkonomisk virksomhed, der ville ansætte mennesker med autisme til at løse opgaver i IT- branchen. Målet var ikke at skabe et firma, der passede til Lars. Målet var til gengæld at ændre samfundets holdning til mennesker med autisme. Specialisterne opererer i dag fra Ballerup, som en del af et internationalt samarbejde med partnere i 17 lande. Læs mere om specialisterne på www.specialisterne.dk